Gamebox 2024! Årets klubtur

Tak for i år. Hvis der er en ting som vi kan garantere, så er det trætte børn. For sikke en fantastisk weekend med spillere og ikke mindst forældre og klubledere. Gamebox Festival er selvskrevet i kalenderen og vi håber at klubben kan stille med endnu flere glade gamere næste år.

I år tog Espergærde Esports et stort skridt fremad ved Gamebox 2024, hvor vi for første gang havde vores egen officielle messestand. Det blev en kæmpe succes, og standen blev et centralt mødested for gaming-entusiaster fra hele landet. Vores specialdesignede Fortnite Maps, hvor deltagerne kunne dyste i 1v1 eller finpudse deres “aim”, var især populære. Flere hundrede børn og unge tog udfordringen op, og de dygtigste vandt fantastiske præmier såsom sleeves, trøjer, kasketter og nøglesnore. Alt i alt blev der uddelt hundredevis af præmier, og stemningen var intet mindre end elektrisk.

Men vores deltagelse begrænsede sig ikke kun til præsentationen af vores stand. Vi tog også afsted med en gruppe på 40 spilleglade og konkurrenceklare børn og unge, bakket op af 35-40 forældre. Deres støtte var uvurderlig, og de flotte resultater taler for sig selv. Vores unge talenter viste stor dygtighed og hjemtog mange imponerende placeringer, hvilket bekræftede vores stærke position inden for dansk e-sport.

Klubbens resultater:

CS2 – DGI MESTERSKABET :
🥈 Espergærde Esport Elite

FORTNITE // DGI MESTERKABET // A Slutspil:
🥈BaToni x CPT

FORTNITE // DGI MESTERKABET // B Slutspil:
🥈R1pur x Tricksy
🥉Kiwi x FaldendeFyr

FORTNITE // GAMEBOX FORTNITE MESTERSKABET:
🥉BaToni x KrisK

Espergærde Esports’ bidrag til Gamebox 2024 markerede et vigtigt kapitel i vores klubhistorie. Vi demonstrerede ikke blot vores evner og passion for e-sport, men også vores engagement i at udvikle og støtte vores spillere. Tak til alle, der deltog og støttede os – uden jer ville denne succes ikke have været mulig!